Mundtlig og skriftlig litteratur
Er Kinas tusindårige tradition for historiefortælling et anakronistisk levn, en sidste stædig livsytring fra en fortidig underholdningsbranche, et tidskrævende socialt samvær som der ikke er plads til i det moderne samfund? Eller rummer historiefortælling, både i form, indhold og milieu, fundamentale menneskelige værdier, som mediesamfundet er tilbøjelig til at overse? Har disse potentielle værdier noget at gøre med mundtlighedens væsen og med kontakten mellem fortæller og publikum?
Mundtlige traditioner har i Kina gennem århundreder levet side om side med skriftkulturen i en frugtbar symbiose. Tekstualisering af historiefortællernes sagaer har ikke dræbt traditionen, men både mundtlige og skriftlige versioner af samme tema har levet videre. I det 21. århundrede er den mundtlige kunst truet-ikke af bogtryk-men af den moderne livsform og de elektroniske medier.
Kinas performance-kultur er dybt steds- og traditionsbundet: overlevering og udøvelse hører hjemme i et lokalt, dialektalt milieu. Kunsten er baseret på mundtlighed og efterligning, i den forstand at der i mange genrer ikke indgår brug af skriftligt stof eller nedskrivning under indøvelsen, endsige skriftlige hjælpemidler under opførelsen af fortællingerne. Der findes både korte og lange genrer. I nogle genrer fortælles lange beretninger i flere timer daglig, som fortsættes dag efter dag i måneder og halve år ad gangen. Fortællestoffet er langt overvejende baseret på mundtlig tradition, yderst sjældent på personlig livshistorie. Men det forhindrer ikke at fortællerens hele personlighed og livserfaring sætter sit dybe præg på kunsten. Nogle performance-genrer, deriblandt historiefortælling shuoshu, går tilbage til 1000-tallet e.v.t., og visse repertoirer er lige så gamle som genren. Navne på enkelte kunstnere og deres repertoirer kan føres tilbage til denne tid, men først fra 1600-tallet findes tiltagende fyldigere kilder om kunstnernes liv.
I lighed med mundtlig litteratur i mange andre lande har Kinas fortællekunst ikke altid været anerkendt. Den er blevet betragtet som 'folkekunst' og 'lavtstående litteratur', i modsætning til de finlitterære skriftlige genrer. Alligevel har kunsten hele tiden haft sine fortalere og beundrere, også i fremtrædende litterære kredse. Gennem et frugtbart samspil har historie-fortællernes kunst fået stor betydning for den kinesiske fiktionslitteraturs udvikling. Det gælder særlig romanen og novellen fra 1500-tallet og fremover, som blev skrevet som om fortælleren var en historiefortæller overfor sit publikum. Denne 'simulerede historiefortællerstemme' har sat sit umiskendelige præg på kinesisk fiktion helt frem til begyndelsen af 1900-tallet, og enkelte forfattere fortsatte traditionen også efter at vestlig indflydelse havde gjort formen tilsyneladende aflægs. Kinas evige historiefortæller lever således både i den litterære arv og i det levende ords tradition.
I modsætning til den homeriske mundtlige digtning og islændingenes sagaer, som blev til i samfund hvor skriften spillede en ubetydelig rolle, er den kinesiske historiefortælling opstået i et område hvor skriftkulturen allerede var dybt forankret. Den mundtlige tradition er ikke blevet afløst af skriftlige genrer, blot videreudviklet, ofte i samspil med skriftlige versioner af samme stof. De kinesiske fortælleres mundtlige praksis er af enestående betydning for forståelsen af mundtlighedens væsen universelt, dens kunstneriske og mnemotekniske midler, afhængighed eller uafhængighed af formelsprog, improvisationens virkefelt og grænser, og den verbale vekslen mellem sproglige registre.
Næste: En tusindårig tradition