Kinesisk Historiefortælling

Wu Songs kamp med tigeren

Da Wu Song, med tilnavnet 'Anden Broder fra Guankou', havde hørt fra sin storebroder, tog han afsked med de høje herrer i Henghai len og drog afsted til Yanggu distriktsby i Shandong provinsen for at opsøge broderen. Det drejede sig ikke om en enkelt dagsrejse, næh, han havde nu været på vandring i over tyve dage, og netop i dag var han nået frem til grænsen for Yanggu distriktet i Shandong. Der var stadig over tyve mil til byen. På denne årstid, midt i den tiende måned, var dagene korte, og solen stod allerede lavt mod vest.

Helten Wu Song mærkede sulten gnave og trængte til et hvil. Forude skimtede han en by der tegnede sig sort mod horisonten. Han tog sin bylt på nakken og satte farten op: en, to, en, to, en to…Snart stod han ved byporten. Muren var bygget af flade sten helt op til toppen, og midt i var den runde byport. Over porten sad der en hvidkalket sten med tre tegn indgraveret: Jingyang by.

Så snart han trådte over byportens tærskel, fik han udsyn til en bred hovedgade kantet med butikker og boder. Han slentrede forbi en halv snes boder, og så fik han øje på en kro-et trelænget hus med flunkende nytækket tag. Ved krodøren ragede en flunkende ny grøn bambusstang frem, og på den grønne bambusstang hang en flunkende ny blå vimpel. Den blå vimpel var prydet med flunkende nyt rødt papir, og på det røde papir var der kalligraferet fem flunkende nye store tegn: 'Tre bægre slår, så ingen over bjerget går'.

Inde i kroen kunne han se en flunkende ny tallerkenrække, et flunkende nyt køkkenbord, flunkende nye borde og stole, en flunkende ny disk og flunkende nye folk.

Hvadbehager? Rigtignok kan ting og sager være flunkende nye, men kan folk også være flunkende nye? Jo, såmænd! Bagved disken sad en purung krovært, bare et par og tyve år gammel, og foran disken stod den lille tjener, Xiao Er [Lille Nummer To], som ikke engang var fyldt tyve. Ordsproget siger:

Netop som Wu Song var på vej ind i kroen, kom tjeneren Xiao Er ud til døren-ivrig og geskæftig, lutter smil over hele ansigtet og med begge hænder bredt ud i en hilsen:

"Velkommen, herre! Vil De ikke holde hvil i vor beskedne kro? Vi har hirsegrød, bønner, kylling, pandekager, dampede boller-maden er god og prisen rimelig. Velkommen ind, og sæt Dem ned, herre!"

"Xiao Er!"

"Ja, herre!"

"Har I også god vin her i kroen?"

Var det ikke et underligt spørgsmål? Hvorfor spurgte Wu Sung efter god vin, allerede før han havde sat foden indenfor døren? Folk i gamle dage satte pris på fire ting: vin, sex, rigdom og styrke. Men Wu Song brød sig kun om to af dem: Han elskede vin og han elskede at kæmpe for uskyldige og svage. Siden byen virkede lille og kroen ikke ret stor, var han bange for at de ikke havde rigtig god vin at servere. I samme øjeblik som han trådte ind, forhørte han sig derfor allerførst om de havde god vin eller ej.

"Ih, jo, herre! I vor beskedne kro praler vi ellers ikke, men vinen her er af usædvanlig god kvalitet. I folkemunde findes der et vers om det."

"Hvilket vers?"

"Hvor tog han vejen?"

"Den vin må være god!"

Nu blev Wu Song sandelig inderlig fornøjet. Husets vin måtte være ekstra god. Når et vinfad åbnedes, blev folk i hele nabolaget berusede af det! Uden at have smagt en dråbe, ravede de fulde rundt-blot ved at indsnuse duften. Tror I ikke, at vinen i den kro var god? De udødelige digtere elskede vinen så højt at en af dem byttede med sit prægtige sværd, en anden pantsatte sin sorte silkehat. Mmm, det var en god vin.

Wu Song fulgte i hælene på Xiao Er ind ad hoveddøren. De fortsatte frem gennem forhuset, passerede en halvdør og kom ind i næste fløj. Der var en stråtækt krostue. Borde og stole i stuen stod på rad og række, og der var dejligt rent og friskt. Men der var ikke en eneste gæst. Nej, selvfølgelig-det var forlængst over frokosttid. Wu Song svang bylten ned og anbragte den på en stol ved siden af sig. Så satte han sig ved et bord i midten af stuen. Xiao Er vred et varmt håndklæde op og rakte til Wu Song, for at han kunne tørre hænder og ansigt. Derpå gjorde han en kop te istand, og trådte hen til Wu Song:

"Hvad vil herren have at drikke og spise?"

"Bring mig god vin og god mad, og der skal være rigeligt!"

"Javel!"

Xiao Er snurrede rundt og ilede afsted.

Det var underligt! Havde tjeneren ikke for et øjeblik siden stået ude ved porten og talt med den nydeligste hovedstadsaccent? Hvorfor slog han nu om til lokaldialekt? Jo, det var fordi hans kro lå i et af Shandongs grænseområder. Ude ved porten kom der vejfarende fra syd og nord, fremmedfolk som talte alle mulige dialekter. Når man var på sin post ude ved porten og forsøgte at bringe kunder til huse, så var den lokale dialekt knap så nyttig, det var skam ikke sikkert at enhver kunne forstå det. Derfor havde Xiao Er lært sig lidt hovedstadsjargon, han kunne nogle få sætninger på hovedstadssprog. Men han kunne ikke mere end et par sætninger. Så hvis samtalen skulle fortsætte, slap ordene snart op. Da ville rævehalen stikke frem, og han var afsløret.

Xiao Er gik ud foran og skar lidt oksekød ud i skiver. Så fyldte han et fad med dampede boller, tappede vin og hentede bæger og spisepinde. Han anbragte tingene på en bakke og bar den tilbage til krostuen i bagerste fløj. Her satte han bakken på et bord ved siden af Wu Song, anbragte vinen og maden på bordet foran ham, og flyttede bakken til side. Nu stillede Xiao Er sig op ved siden af, parat til at opvarte.

Så snart Wu Song så at vinen og maden var kommet, placerede han vinbægeret foran sig. Han løftede vinkanden og skænkede et bæger: Ssssssssssssss! Idet han satte vinkanden ned igen, smækkede han foragteligt med tungen og rystede på hovedet. 'Ifølge Xiao Er skulle vinen her i huset være rigtig god. Men når man hælder op, ser farven ikke rigtig ud, og der er slet ingen duft. Måske kan man ikke se det på den-det kan være den skal smages. Jeg må hellere prøve at tage en slurk.' Helten løftede vinbægret og tog en ordentlig slurk, men-pokkers også-smagen i munden var heller ikke spor stærk. 'Det var dog den stiveste! Men jeg må hellere spørge Xiao Er hvad det skal ligne.'

"Xiao Er!"

"Ja, herre!"

"Er dette husets bedste vin?"

"Næ, nej! Dette er bare en middelgod vin her fra huset."

"Har du ikke tænkt at skænke mig af den bedste vin?"

"Jamen, herre! Hvis Deres Nåde har tænkt sig at drikke den bedste vin, da er det den som hedder 'Tre bægre slår, så ingen over bjerget går!"

"Fint!"

Nu steg Wu Songs humør igen! Det var altså sådan det hang sammen: Inden han trådte ind i kroen, havde han lagt mærke til de fem store tegn på kroens vimpel: 'Tre bægre slår, så ingen over bjerget går'. Men han forstod ikke meningen.

"Hvad betyder 'Tre bægre slår, så ingen over bjerget går'?"

"Åh, Deres Nåde, det er fordi husets vin er helt usædvanlig god. Hvis man drikker tre bægre af den, så... ja, udenfor vores by-en syv mils vej fra byen-ligger der en bjergryg, som hedder Jingyangbjerget...men så kan man ikke gå over Jingyangbjerget. For da er man fuld. Det er grunden. Og derfor har folk fundet på dette navn og kalder vinen 'Tre bægre slår, så ingen over bjerget går'."

"Fint! Hent mig en kande, så jeg kan få den at smage!"