Mestre og disciple
Yangzhou historiefortælling er traditionelt blevet overleveret i mundtlig tradition, ofte som et familieforetagende, hvor en yngre broder, en søn eller nevø blev uddannet af familiens overhovede, mesteren. Drenge der viste god sproglig hukommelse og livlig mimik blev uddannet fra barnsben gennem daglige øvelser i lytten og efterligning. Af og til blev der også optaget elever udenfor familien. Hver dag plejede mesteren at forevise en kort passage, som barnet da skulle huske og øve sig på til næste dag. Både ord og gestus skulle efterlignes, indøves og fremføres for mesteren den følgende dag. Passagerne blev efterhånden længere, og i slutningen af læretiden skulle disciplen kunne gengive en hel eftermiddags forestilling efterat have hørt og set den blot en enkelt gang. På denne måde indlærtes kolossale repertoirer, de store sagaer, som kunne fortælles over flere måneder ad gangen. Denne metode kaldtes 'mundtlig overlevering og undervisning fra hjertet'.
I tidens løb er der opstået en række 'skoler', dannet omkring forskellige sagaer og deres berømte mestre, f.eks. Wang skolen omkring «Marsk og Mose», Kang skolen og Wu skolen omkring «De Tre Riger», Dai skolen omkring «Rejsen mod Vest», og mange flere. Historiefortællerne kan føre deres 'stamtavle' tibage i lige linie gennem op til syv generationer, og andre kilder fører os helt tilbage til Kinas store mesterfortæller fra 1600-tallet, Liu Jingting (1587-1670?). Han stammede fra Yangzhou amt og blev berømt over hele landet for sin fremførelse af 'Wu Song og tigeren', en episode fra «Marsk og Mose».
Den koparrede Liu ... var mørkhudet og havde ansigtet fuldt af ar og bumser. Han førte sig ganske utvungent og spildte ingen tid på sit ydre, som om han var lavet af træ og ler. Han var en mester i at fortælle historier. For hver episode han foredrog var prisen en sølvtael. Selvom man havde sendt bud ti dage i forvejen med gebyr og program, kunne man ikke være sikker på at opnå hans tjenester... Jeg hørte ham fortælle om hvordan Wu Song besejrede tigeren på Jingyang bjerget. Hans version skilte sig betragteligt ud fra den skriftlige overlevering. Hans fremstillingsevne og forsiringskunst nåede ud i yderste detalje, samtidig med at han forstod at holde trådene samlet og bryde af, så at historien aldrig faldt fra hinanden eller virkede snakkesalig.
Når han hævede stemmen, drønede den som en stor klokke. Når han kom til afgørende passager, brølede og rasede han, så man var bange for at huset skulle rase sammen. I den scene hvor Wu Song træder ind i kroen for at købe vin, men ikke finder nogen tilstede, sætter han pludselig i et så gjaldende råb at man kan høre de tomme krukker og kar i skænkestuen klirre...
Først når tilhørerne sad roligt med tilbageholdt åndedræt og spidsede øren, begyndte han at fortælle. Men hvis han hørte den mindste hvisken eller gaben blandt tjenerne, eller hvis nogen strakte sig eller viste andre tegn på søvnighed, så brød han af, og intet kunne bevæge ham til at tage historien op på ny....
Zhang Dai (1597-1684)
Liu Jingting opnåede i sin levetid at blive en feteret kunstner som hyppigt blev indbudt til rige hjem for at fortælle ved private arrangementer. Han inviteredes endog til at optræde for kejseren i Beijing, men i sin alderdom sank han ned i fattigdom og døde under ukendte omstændigheder. Kun en enkelt af hans studenter kendes endnu ved navn. Men hans ry har holdt sig gennem historien, og adskillige lokale fortælle- og synge-traditioner i byerne omkring det nedre løb af Yangzi floden-Suzhou, Hangzhou, Nanjing og Yangzhou-regner Liu Jingting som stamfader. På denne baggrund kaldes han i vor tid for 'den kinesiske historiefortællings fader'.
Fra de følgende århundreder kender man kun sporadisk navne på historiefortællere og titlerne på nogle af de mundtlige sagaer som de fortalte. Men fra 1800-tallet bliver de historiske kilder fyldigere, og der tegner sig et billede af 'stamtrær' over mestre og deres disciple. De vigtigste skoler indenfor Yangzhou historiefortælling er navngivet efter de første mestre udfra hvem der udgik betydningsfulde generationer af disciple i adskillige generationer frem til moderne tid.
Næste: Historiefortællerhuset og publikum