Kinesisk Historiefortælling

Fortællingens elementer

Fortællerne deler kunsten op i fem elementer:

Munden er det vigtigste. Historiefortælling - det ligger i ordet - er først og fremmest en verbal kunst. Men ordene skal følges af håndbevægelser, kropsbevægelser, benstilling og ikke mindst ansigtsmimik der er fint afstemt efter indholdet. Historien fortælles som pantomime med ord til. De store mestre forstår at økonomisere med udtrykket, antydninger kan virke stærkere end det der spilles helt ud.

Fortællerne benytter sig af nogle få rekvisitter: en lille stav, vifte, lommetørklæde, tekop og potte. Den lille stav kaldes en 'talestopper', den er af jade eller træ. Fortælleren slår staven i bordet med et bestemt og klangfuldt slag når han vil tage fat på sin fortælling: dermed tier publikum og opmærksomheden samler sig om fortælleren. Staven bruges også nogle få gange under beretningen, når fortælleren vil signalere et skift i handlingen eller et særlig dramatisk punkt. Viften og lommetørklædet har en dobbelt funktion: både til at køle fortælleren og tørre sveden af panden, men også som symbolske rekvisitter der forestiller forskellige redskaber som fortælleren er ved at beskrive. Således kan viften blive til et sværd, en kagerulle, spisepinde o.s.v. Lommetørklædet kan forestille et brev, en bog, en bakke o.s.v.

Tedrikning og historiefortælling er uadskillelige aktiviteter både for fortælleren og hans publikum, men tekoppen bruges aldrig til at forestille en kop eller et bæger i fortællingen. Da benytter fortælleren sig i stedet af bestemte håndbevægelser. Det er typisk at rekvisitterne, i modsætning til dramaets rekvisitter, ikke benyttes til at forestille det de faktisk er, men kun til at symbolisere andre genstande i fortællingen.

Historiefortællernes sprog og fortælleteknik er præget af mange særlige træk, som er forskellige fra den almindelige befolknings dagligsprog. De er for eksempel specialister i efterligning af alle lydene omkring os, fra naturen, dyr og mennesker: mundakrobatik. Selve fortællingen sker på den lokale dialekt, Yangzhou-dialekten, men både dialog og beretning er farvet af en skiften mellem forskellige registre: dialektal lavstil, kaldet 'rund mund', og rigsmålspræget højstil, 'firkantet mund'. Gennem valget af 'rund' eller 'firkantet' mund giver fortælleren forskellig stemning til beretningens enkelte dele. Personerne i fortællingen levendegøres gennem dialog: de som står højt på strå taler i 'firkantet mund', mens almindelige folk bruger 'rund mund'. Men selv de imposante skikkelser bruger 'rund mund' når de tænker eller taler med sig selv (indre monolog). Det ydre og det indre kommer derved ofte i en komisk kontrast.